Kristi hænder

Robert Jacobsen brugte vistnok over 20 forsøg på at skabe Jesu hænder, før han var tilfreds.
Så han har betragtet disse hænder som uhyre vigtige. 
Armene er udstrakte - selvfølgelig fordi Kristus hænger på korset - men de er også udbredt i en omfavnende eller velsignende bevægelse. 
Hænderne er uden tommelfingre, det forstærker den gribende, favnende bevægelse. 
'Der er en vis optimisme i hænderne' sagde Robert Jacobsen.

Der har i de senere år været en vis skræk for at gøre billeder af Jesus til brug i kirken. Derfor har man tyet til symboler, omskrivninger, abstraktioner. 
Det gamle Testamentes forbud mod at gøre sig billeder af Gud har sat sig igennem. Skrækken for at indfange og binde det guddommelige og dermed begrænse det, kom til at dominere. 
Der kan være forståelige, endog sympatiske grunde til. 
Men dermed er en vigtig dimension faldet bort fra kristendommen, nemlig den tanke, at Gud selv har sat sig ud over billedforbudet - at Gud gjorde et billede af sig selv i kød og blod, da Gud blev menneske i Jesus Kristus. 
Guds søn blev sandt menneske. Det er Ny Testamentes budskab og derfor fik han også hænder af kød og blod, hænder, der kunne tage fat og udrette noget. Som da han stak sine ti fingre ind i ørerne på en døv, der næsten ikke kunne tale og dermed satte manden i stand til både at tale og høre. Guds søn er jo ikke bange for at tage hænderne op af lommen og stikke dem ned i skidtet. 
Jesus var ikke for ingenting oprindeligt håndværker! 
'Her er ingen sarte frøkenfingre, men derimod et par arbejdsnæver, der ikke er for fine til at røre ved hverken spedalske, ludere, møgunger, menstruerende kvinder eller døvstumme'. 
Gud giver sig selv hænder, så han kan komme til at røre ved og omskabe det virkelige liv, sådan som det udspiller sig her på jorden. 
Den brændende tornebusk eller ildstøtten eller skysøjlen havde jo ingen hænder. 
Men hænder behøvedes, for verden var af lave, så hænder har det menneske, som Gud blev i Kristus. 
I kirkekunsten har vi i mange år set tornebuske, solopgange og nonfigurative skulpturer, der alle skulle repræsentere Vor Herre. 
Når vi ser symbolerne uden hænder, tænker vi, at her er det mig, der bliver nødt til at være hænder, 
Derfor er det så dejligt at se Kristi hænder, der kan holde om det lille skrøbelige menneske, der ikke er i stand til at tage hånd om sig selv. 
Der er ro, for dér tør man stole på, at alt faktisk er i Guds faderhånd. 
Derfor ser vi de udstrakte hænder, der strækker sig ud mod os for at omfavne os. 
'Kom til mig, alle I som er tyngede af byrder og sorger og jeg skal give jer hvile', som det hedder i Det nye Testamente, eller med Robert Jacobsens ord: 
'Jeg er parat til at modtage jer'.

                                                                                           Arne Mårup