Du er her: 

Skæringspunktet

Mødet mellem Himmel og Jord står meget centralt i arkitekturen og kunsten i Hjerting kirke.
Det afspejles i kirkerummet med den bue, der går ned over alteret og længst ned lige over Kristus. 
Gud og mennesker skærer hinanden i Guds søn, der blev menneske. 
Egentlig er der tre kvarte buer i dette område: Buen i loftet, der går oppefra og ned, altervuggen, der buer indad og alterskranken med knæfaldet, der runder udad. 
Alterskranken er jo også et af de steder, hvor himlen bøjer sig ned mod mennesker. 
Meget håndfast, så det er til at se, høre og smage, forkyndes det, at Gud blev menneske for at række os kærligheden, syndernes forladelse og det evige liv. 
Synd er jo desværre blevet et belastet og misforstået ord. Vi forbinder det uundgåeligt med sex eller kalorier og dermed forestillingen om, at Gud er livsfjendsk. 
I stedet for ordet synd kunne man prøve at bruge ordet 'ufuldkommenhed' for at forstå meningen. 
For i vores tid, hvor det handler om at udstråle selvsikkerhed og selvkontrol, stræber vi efter det fuldkomne. 
Reklamerne dyrker det perfekte menneske med styr på tilværelsen, med blomstrende erotik og idyllisk familieliv. Det pirker til vores mindreværdskomplekser, vi tænker pludselig ikke på det vi kan og er, men fokuserer i stedet på vores fejl og mangler. 
Tanken om, hvor håbløst langt vores liv er 
fra reklamernes drøm om fuldkommenhed, bliver en byrde for os. 
Vores drømme og forventninger bliver en plage, der står mellem os og glæden over livet. 
Søren Kierkegaard taler om 'kræsenhedens besmittelse' og hentyder til det tyranni, som vi udøver mod hinanden, når man ved, hvad der er 'god smag' og hvad der ikke er det. 
De perfektionistiske tanker gør os ofte umenneskelige, kritiske og smålige og fratager os evnen til overbærenhed.

Da er det en befrielse at vide, at hos Gud kan vi være, som vi er. 
Over for Gud behøver vi ikke at have styr på tilværelsen. Hos Gud gælder det modsatte: at kunne give slip på drømme om et fejlfrit liv. 
Vores mulighed for at modtage Guds kærlighed er i grunden langt større, hvis vi opgiver forsøget på at være overmennesker, og blot nøjes med at være mennesker. 
For over for Gud er det ikke vore egne præstationer og ydelser, det kommer an på, men udelukkende at vi er elskede og accepterede af Gud. 
Det holder vi fast på, når vi knæler ved alterskranken og vedkender os vores afhængighed af den kærlighed, der er så uendeligt meget større end os. 
Det gør os lige. 
Jeg har selv oplevet det meget klart engang i Århus, hvor jeg var til alters i Vor Frelsers kirke. 
Med et gik det op for mig, at lidt længere henne i rækken sad dronning Margrethe. 
Manden umiddelbart til venstre for mig kendte jeg også. Det var en gammel spritter. 
I det almindelige liv var der meget, der skilte os. Vi ville aldrig nogensinde komme til at sidde til bords sammen alle tre. Men her i kirken gjorde vi det. 
For i Guds øjne var vi ikke dronning, spritter og student, men blot tre af hans børn, der bad Gud om at han ville bøje sig ned over os og skænke os sin kærlighed og accept. 

                                                                                        Arne Mårup