Du er her: 

Robert Jacobsen og 'dukkerne'

Robert Jacobsen (1912-1993), en af efterkrigstidens største danske billedkunstnere, har med sin altertavle i Hjerting kirke skabt et stykke enestående kirkekunst. Kunstneren var 80 år, da værket var færdiggjort til kirkens indvielse september 1992, kun et halvt år før Robert Jacobsens død.

Nedenfor er givet en kort beskrivelse af nogle af de arbejdsprocesser, der gik forud for arbejdet med altervæggen:

Robert Jacobsen tilsluttede sig i begyndelsen af sin karriere - 1947 - en kunstnergruppe i Paris, der arbejdede udelukkende med abstrakt kunst. Eller konkret kunst, som man foretrak at kalde det. 
Her prøvede Robert Jacobsen sammen med andre billedhuggere og malere at indfange buer, linjer og flader. Man udtrykte sig i rytmer, om man vil. Mange af efterkrigstidens kunstnere frygtede det fortællende, naive og følelsesfulde. Derfor blev det nærmest en dyd, at skulpturer og malerier ikke måtte ligne noget som helst kendt. 'Man skulle ikke kunne finde et øje, en arm eller et ben i arbejdet', sagde Robert Jacobsen, 'og fandt man det alligevel, var det noget nær en katastrofe!' 
Derfor overraskede Robert Jacobsen mange, da han i 1957 viste en anden side af sig selv. På et kendt galleri i Paris udstillede han en række af de figurer, der blev kendt under navnet 'Dukker'. 'Dukkerne' var menneskelignende skikkelser i kasserede materialer: jernrør, fjedre, tandhjul, sakse, skeer og gafler osv. 
I 'Dukkerne' er det dagligdagens 'skrammel', der bliver genanvendt eller rettere ny-anvendt. Som regel kan det genkendes uden videre. Når en saks indgår i figuren, kan man tydeligt se, at det er en saks - men i den nye sammenhæng er saksen blevet til et par briller eller noget helt andet. 
Robert Jacobsen sagde selv om sine 'dukker', at han ville bruge al den fantasi, som var blevet smidt på lossepladsen og give den nyt liv. 
Figurerne var groteske, primitive, i slægt med den afrikanske kunst, Robert Jacobsen samlede på. Humoristiske - men også satiriske, med budskaber. Titler som: 'Gårdsangerne', 'Krigen', 'Kejserens skrædder', 'Verdenspolitiet', 'Helikoptermanden', 'Den fredsommelige' og ' Sultens konge' viser mangfoldigheden
I lang tid havde Jacobsen svært ved at stå ved sine dukker og forklarede sig med at han blot havde lavet sin første dukke som en gave til sin datter Lykke, da hun lå syg engang i 1940'erne. Denne dukke, der var smedet af en skruenøgle, en saks og et stykke jerntråd som frisure, skulle være en karikatur af en kvinde i nabolaget. 
Det tog således mange år for Robert Jacobsen at vedkende sig sit arbejde med 'dukkerne'. De var i modstrid med de strenge abstrakte idealer, han og hans nærmeste kolleger ellers havde dyrket. 
Men selv om der er stor forskel på 'dukkerne' og de abstrakte sorte jernskulpturer, er der egentlig ingen modsætning. For det meste handler begge typer af værker om balancen mellem orden og fantasi og om kampen mellem de gode og de onde kræfter i tilværelsen. 
Robert Jacobsen var fra den tid, da kunstnerne troede på, at verden kunne gøres bedre, og at de med deres kunst skulle bidrage dertil. 
Dukkerne blev særdeles vel modtaget, kaldt for 'Eventyr i jern' og Robert Jacobsen sammenlignet med en anden dansker - H.C. Andersen. 
En senere fase i arbejdet med skrotfigurer kom i 70'erne med de såkaldte 'Personager', der var mere tungt alvorlige og mørkt magiske i formen. 
I begyndelsen af 80'erne blev Robert Jacobsen spurgt, om hans værker havde evig værdi. Med sin vanlige 'krympefri storhedsvanvid' (Robert Jacobsens eget udtryk) sagde han: 'De er lige så evige som dem på Rosenborg' 
Man tog ham på ordet og der blev i 1986 lavet en udstilling med omkring 45 værker sat overfor udvalgte arbejder fra Rosenborgs samling. Og det blev denne 'Rosenborgsuite', der kom til at danne udgangspunktet for altervæggen i Hjerting. 
Figurerne på Rosenborg var i familie med dukkerne, men det var nu bibelske og historiske motiver, der lagde navne til figurer som 'Uddrivelsen af Paradis', 'Daniel i Løvekulen', 'De hellige tre konger', 'Astronauter', 'Engle' og 'Ikaros'. 
Udførelsen var også anderledes. Figurerne havde ikke så meget af det groteske og vildtvoksende humoristiske præg, som de første dukker havde. 
De enkelte dele og deres oprindelse er mindre fremtrædende. 
Man kan stadig genkende kæder, møtrikker, riste osv., men ikke så tydeligt som i de oprindelige 'dukker'. På grund af en strejke blandt kustoderne var udstillingen på Rosenborg kun åben i en uge! Men i Hjerting kirke kan figurerne forhåbentlig ses de næste par hundrede år; Robert Jacobsen gav i alt fald selv ved indvielsen tre hundrede års garanti for holdbarheden!

                                                                                                             Arne Mårup