Du er her: 

Kristus som ikon

Om Kristi ansigt

Noget af det, mange bliver indfanget af ved altertavlen, er ansigtet på Kristus.

Ansigtet er mørkt, men omgivet af en gylden flade som hår eller glorie. Nærmest som en solopgang, der skinner imod os et sted bag Kristi ansigt. Hovedet er omspændt af en kæde som en krone - en tornekrone? 

Blikket er stærkt og indtrængende. Fantastisk, at man kan lave den slags af en gammel rusten olietønde. Jesu øjne er levende og dybe. Mange tror, at de er af emalje, men det hvide er væggen bagved. Øjnene er stanset ud i metallet. 

Hovedet hælder en anelse. Det er en menneskelig, lidende Kristus, der ser på os.

Vi mærker hans blik på os. Det er ret få Kristusfigurer herhjemme, der ser på os. På mange af dem hovedet sænket i lidelse. Hos andre løfter Kristus øjnene mod himlen. Men her ser han direkte på os. Han 'løfter sit åsyn på os' som det hedder i velsignelsen. Han ser på os med et blik fuldt af sorg og medlidenhed.

Det er ikke så meget os, der ser på ham, som det er ham, der ser på os. Det er ligesom blikket på en ikon.


Ordet 'ikon' bruges i dag på flere måder. 
De fleste, der bruger computer, anvender ordet 'et ikon' som betegnelse for et lille billede på computerskærmen. Et sådant ikon bruges som genvej til noget andet. Klikker man på ikonet, åbner man for en anden verden - eller i alt fald for en anden side eller funktion. 
Men en ikon er også et begreb fra kirkekunstens verden. 
'Ikon' er græsk og betyder egentlig bare billede. 
'Ikon' er blevet brugt som betegnelse for en særlig billedtradition, man især har brugt i det, vi kalder østkirken, den græsk- eller russisk-katolske kirke. Kommer man i en græsk eller en russisk kirke, vil rummet være præget af ikoner. Ikoner hænger også i private hjem. 
Ikoner er billeder fra frelseshistorien eller billeder af helgener. De er som regel fremstillet meget stiliseret. På ikonerne vender de afbildede personer blikket lige imod os. 
Vi er vant til, at det er os, der ser på billedet, men her er pointen lige modsat: 
Det er billedet, der ser på os. Det er os, der bliver set af ikonen. 
Andre billeder ønsker, at vi skal drages ind i dem. Ikonen gør det modsatte. 
Det er for så vidt også en vigtig pointe i kristendommen: 
Gud omfatter os med sin kærligheds blik
Et menneske er, hvad det er i Guds øjne, hverken mere eller mindre. 
Vi er i vores tidsalder så optaget af at andre ser os. Allerbedst er det, hvis vi kommer i medierne. 
Det bliver jo afgørende for vores liv, om der er nogen, der ser os, og hvordan de ser på os. 
Hvis ingen ser os, er vi tilbøjelige til at synes, at det, vi gør, er lige meget. 
Eller hvis nogen ser på os med vrede, kolde eller ligegyldige øjne, så kan vi blive forlegne over det, vi gør. 
Evangeliet fortæller os, at ethvert menneske er set af Gud. 
Gud lader sit blik falde på mig. Han ser mig, som jeg er. Jeg er hans barn, uanset, om jeg er kassedame eller direktør. 
Den evige Gud ser mig, derfor får mit liv evighedskarakter, mine handlinger har evighedskarakter. 
Selv med de handlinger, der ser ubetydelige ud i verdens og mediernes øjne, indgår vi i en større sammenhæng. 
Vi lever ikke livet for vores egen skyld. 
Den frihed, som evangeliet tilbyder et menneske - og det er virkelig en frihed - det er den tanke, at Gud ser det menneske. 
Med tanken om at Gud ser det menneske, er det muligt at sætte sig ud over kampen om at skulle posere og for enhver pris ses af andre. 
For et menneske er, hvad det er i Guds øjne, hverken mere eller mindre.

                                                                                                                     Arne Mårup