Prædikener og taler

Nedenfor kan du se forskellige prædikener og taler af kirkens præster:
Der er for øjeblikket fire af Arne Mårup, taler til årets konfirmander 2011, 2010, 2009, 2007 og 2006.

Lys og salt - og lidt om klovne og verdens dummeste fugl. (2011)

Hvad er meningen med mit liv? Hvad skal jeg med det?

Der er mange forskellige ting, jeg håber på at nå – uddannelse, kærester, steder, jeg gerne vil hen. Men det er stort og uoverskueligt – hvad skal jeg dybest set med det?

Ja, det er et stort spørgsmål lige her på konfirmationsdagen. På en måde er det det rigtige spørgsmål at stille som vi holder fest her, mens konfirmanderne står og svæver et sted mellem børn og voksne – men jeg kan slet ikke svare kort. Det er jo et spørgsmål, det tager et helt liv at finde ud af.

Men jeg kan give et bud på meningen, og det er i det, som Jesus siger her: I skal være jordens salt og verdens lys.

Jordens salt – hvad er salt? Noget som står på køkkenhylder og som får kartofler til at smage fersk, hvis man ikke kommer det i? Dengang Jesus sagde det, tænkte man nok mest på, at man brugte salt til at få kød til at holde sig – det var før fryserens tid. Salt er noget, der giver kraft og smag. Jeg havde en konfirmand for et par år siden der valgte det her som sit konfirmandord og sagde: Saltet er det, der giver det hele et pift! – og sådan ville han gerne være. Det var jo et fint valg. Men salt har også nogle livsvigtige mineraler. Salt er simpelthen livsnødvendigt, for at vi kan leve.

Og Verdens lys? Uden lys kan vi ikke se hinanden, hvis der ikke var lys på gaden, på bilerne, i husene ville vi rave rundt i blinde og støde ind i hinanden. Så uden lys går det slet ikke.

Når Jesus taler om at vi skal være Lys og Salt hvad mener han så? Det er selvfølgelig et billede på, hvad vi skal med vores liv. Smag og Lys er udtryk for den kærlighed, der skal til i verden – altså ikke bare kærlighed som lyserød forelskelse, eller uforpligtende erklæringer om at holde af hele verden. Jesus tænker med ordene om at vi skal være Lys og salt om at vi skal give noget til verden – konkret – på den måde, at du skal tage ansvar, hjælpe, støtter dit medmenneske, skabe gode situationer, hvor andre er trygge og glade. Gøre en forskel. Gøre det gode. Det ved vi som regel godt, hvad er.

Læg mærke til, hvad Jesus siger. Jesus siger ikke bare: "Lys og salt er godt". Han siger heller ikke "De andre skal være lys og salt for jer, så I kan have det rart".

Nej, han siger: "I er jordens salt og verdens lys". Det er ikke så rart. Jesus stiller faktisk krav til os. Han forventer noget af os. For lys og salt er jo noget, der skal bruges. Det gode skal ikke bare ligge i en skuffe i en fin æske og aldrig bruges. Vi skal yde noget, Uha– jamen, hvorfor os? Vi er ikke noget særligt. Kan vi ikke bare overlade det til de andre at være lys og salt? Er det ikke for besværligt, for farligt? Uha – det er en udfordring? Tør vi det? Verden er så stor, og jeg er så lille. Er jeg god nok til det? – vi lader den stå et øjeblik.

Overfor denne udfordring har jeg taget en gave med til jer. En opmuntringsgave. Ja, det er kun en lille gave, langt fra de store og dyrere ting, der måske ligger og venter på jer allerede, men jeg er sådan en "pastor Nærigmand", og meningen er også mest, at den her gave skal være en lille ting til at tænke over.

Jeg vil bede korpigerne om at dele den ud til jer.

(billede uddeles)

Til alle dem, der ikke kan se, kan jeg fortælle, at det er en tegning af et dyr. Men det er ikke hvilken som helst dyr, det er en fugl, en ganske bestemt fugl, nemlig verdens dummeste fugl, Hoatzinen.

For dem, der ikke kan se den, kan jeg fortælle at Hoatzinen er den fugl i verden, der mest ligner en punker. Den har en bunke fjer på hovedet, der stritter i alle retninger.

Og så har Hoatzinen en mærkelig blå aftegning i hovedet som om den havde en blå maske på. Men en ting er at den ser mærkelig ud. Den han også en ubehagelig rådden stank. Men ikke nok med at den ser mærkelig ud og lugter råddent. Dens navn betyder "stinkende mødding".

　 Men Hoatzinen er dårlig til at flyve, den kan hverken løbe eller slås, det meste af dagen sidder den på en gren over floden, tygger blade og glor ud i luften. Hvis hoatzinen føler sig truet, lader den sig falde ned　i floden og drive bort med strømmen.

Tilmed er hoatzinen så dumt indrettet, at dens mave sidder meget højt i forhold til benene, så når hoatzinen har spist og fyldt sin mave kommer den ud af balance, falder forover og er nødt til at ligge der de næste tre timer indtil maden er sunket ned i systemet.

Af en eller anden grund er Hoatzinen Perus nationalfugl. Jeg ved ikke hvorfor, måske siger det noget om folk fra Peru, jeg ved det ikke, jeg kender ikke nogen fra Peru, så jeg kan ikke spørge.

Men alligevel har Hoatzinen været her på planeten i 10 millioner år.

Se, når man er lidt nede, så er det godt at have nogen at sammenligne sig med.

Og hvis det så sker, at du har en dag, hvor du føler dig　dum, håbløs og umulig, håret sidder og stritter og du lugter ud af munden så tag det her billede frem med Hoatzinen og kig på den. Den er det hele og meget værre – men mere skal der altså heller ikke til, Hoatzinerne har været her i ti millioner år, så mere kræves der ikke for at man har lov til at være her på jorden.

　　 Man kan sige at Hoatzinen er dyreverdenens klovn. Og det er godt med klovne. Både dem i cirkus og dem i det virkelige liv.
　　 Prøv at tænk på de gange, hvor vi har tre klovne i manegen, hvor der er den hvide dygtige klovn, der skal vise de to andre, hvor dygtig han er – så holder de fleste af os sjovt nok ikke med den kloge og dygtige, vi holder med de to dummepetere med store gummisko og røde næser, der lukker luften ud af den blærede og bedrevidende storebror. Er det ikke sært – vi som ellers dyrker det perfekte og dygtige, men når vi sådan slapper af, så holder vi med de dumme og uheldige?

Vi holder også af klovnene, fordi　en rigtig klovn aldrig giver op.　 Uanset hvor mange forhindringer, der dukker op, hvor mange gange en klovn får et spark i enden, en spand vand i hovedet eller en lagkage i hovedet, så giver klovnen ikke op, før der på en eller anden måde er fundet en udvej. Sommetider en snydeudvej, som den hvide klovn forarges over, men dummepeteren glæder sig over, at det lykkedes.
　　 Eller klovnene i det virkelige liv. For eksempel var der en dreng i min klasse i folkeskolen, der altid stillede de dumme of naive spørgsmål. Nogle gange syntes vi han var pinlig og irriterende, men mange gange var det befriende, fordi han bare sagde det som alle tænkte, men som ingen turde sige og på den måde blev vi andre fri til at tænke højt og tale frit om det, som virkelig brændte på, for nu var vi fritaget for at være så sørens kloge. Vi var så bange for ikke at gå i det rigtige tøj, bange for ikke at sige det rigtige, bange for hvad de andre syntes om os. Men det var altså ham – klovnen i klassen – der mindede os om, at vi ikke behøvede at være så bange for hinanden.
　　

　　 Vi lægger mærke til klovnernes ord og handling og holder med dem, ikke fordi klovnerne er klogere eller dygtigere end andre, tværtimod, men fordi vi kan lide deres måde at se på verden. Til trods for at klovnens liv består af lagkager i hovedet og gummisko i enden fortsætter de i troen..på hvad? Ja, det vil selvfølgelig være for meget at sige, at overspændt at tale om Gudstro, men i alt fald en tro på, at det ender godt.

　　 Ja, vi holder særligt af klovnene. Gør vi det, fordi de er dummere end os? Eller fordi de er menneskelige? Fordi klovnene viser, at man også kan være til, uden at have styr på det hele? De siger: kom lad os smide al snobbethed og blærethed og selvhøjtidelighed og have det sjovt sammen? Der er mange grunde, men under alle omstændigheder: vi har brug for klovnene, og forhåbentlig også somme tider modet til at finde klovnen i os selv og grine af　og med vores dummepeter-sider.

　　 Dummepeter – er et andet navn for klovnen og nu skal vi lige omkring Bibelens største klovn. Vi har læst lidt i Ny Testamente også set lidt i den tegneserieudgave af Ny Testamente, der hedder "Menneskesønnen", hvor vi hører om disciplens Peter. For Peter er jo langt hen ad vejen klovnen i Det nye Testamente.　 Peter falder i, den ene gang efter den anden. Han er så begejstret, lader sig rive med, synes det med Jesus er spændende, men så er det også at han bliver til Dumme-Peter ved at være alt for ivrig, for hurtig, han overdriver, ja, han falder ligefrem i vandet og bliver gennemblødt, latterlig. Alligevel har de fleste det vel som mig, at han er vores yndlingsdiscipel.

　　 Vi har et billede af ham på Hjerting kirkes altertavle, hvor han står med sit vejrbidte ansigt i vandkanten med sit net. Nettet er gået i kludder for ham, som så mange ting gik i kludder for Peter, men han har altså stadig lov at være med, Jesus tager Peter i brug sådan som han er, ikke sådan som han gerne ville være.

　　 Det går også alvorlig galt for Peter. Peter laver noget, der er værre en et lille sjovt klovneuheld, der let kan glattes ud. Peter har Skærtorsdag nat først　pralet af at han elskede Jesus mere end de andre – men siden både bandet og svoret på, at han ikke kendte noget til ham. Peter havde svært ved at leve med det, svært ved at tilgive sig selv. Peter syntes det var en frygtelig skam at leve med, at han havde fornægtet sin ven, sit store ideal.

　　 Men Jesus tog Peter tilbage igen. Nu kunne han for alvor bruge Peter til noget. Peter havde vist troet om sig selv, at han var helt fantastisk og kunne klare alt. Nu vidste han, at det kunne han ikke

Peter vidste nu, at han hverken var bedre eller stærkere end de andre,　kun en anelse klogere end hoatzinen, men det gør ikke noget.　Men Jesus kunne bruge ham. Netop fordi han havde været så dum og fej og havde svigtet – og Jesus havde taget ham tilbage – så vidste han, hvad Jesu kærlighed er, hvad tilgivelse og forsoning var. Mere end andre, ved han, hvad han taler om. Guds kærlighed var ikke ligefrem tom snak for Peter nu.　
　　 Peter lærte, at Guds kærlighed er så stor, at den kunne bære ham, også når det går i kludder for ham. Og sådan er det også for os: Gud er der, også når vi svigter og er utilstrækkelige og føler os grimme og dumme som hoatzinen. Så siger Gud: Du er stadig min, jeg holder af dig, og jeg kan bruge dig, som du er.

Jeg startede med at sige, hvad vores livs opgave er, midt i alt det andet, vi også går og laver: At være lys og salt. Vi skal holde fast ved vores tro, håb og kærlighed og lade dem præge vores liv, give os håb og livsmod og ansvarsfølelse.

　　 Den opgave, Guds vilje med livet, er der altid. Og det er lige meget om man er ung eller gammel, fattig eller rig, klog eller dum – opgaven er der for os alle sammen.

　　 Det er Guds godhed imod os. Guds godhed, der altid siger: På’en igen. På’en igen. Om så alle andre har opgivet dig, om du så selv har opgivet: På’en igen.

　　 Så kan det godt være, at du synes, at du hverken er meget kønnere end en hoatzin eller smartere end en klovn, men Guds kærlighed er så stor, at den tager dig med alligevel og　sætter dig i gang med din livsopgave:

At være Verdens lys og Jordens salt.

　　 Amen.　

 Konfirmandprædiken 2010:  Ordet er nøglen 
   Når jeg skal finde ud af, hvad jeg skal sige i min prædiken her ved konfirmationen, prøver jeg tit at finde frem til noget, konfirmanderne og jeg har været omkring i løbet af året. Og i år var det ganske indlysende, for da jeg i går spurgte klassen, hvad de huskede fra årets undervisning, stod der det samme på næsten alle besvarelser: ”Det var Luthers nøgle”!
   Og nu kan jeg se, at der sidder 400 af jer med et meget tomt ansigtsudtryk, for hvad fabler manden om. Det må jeg så forklare: For en måned siden var vi 500 konfirmander og 100 medarbejdere på rollespil ude i Terp krat – Rollespillet hed ”Luthers nøgle” Og da I konfirmander ankom, blev I omklædt i kapper og sat tilbage i tiden. I skulle være pilgrimme på hemmelig mission på reformationstiden i 1530erne. I skulle finde ud af, hvad der foregik i Danmark i omvæltningen fra katolsk til luthersk tid. Og I blev udsat for mange ting – lige fra en spiller, der ville narre penge fra jer, en handelsplads, der solgte relikvier, munkeklostre og bønder, de pestramte, der smittede jer, sværdkamp med Skipper Clement, hvis I da ikke ligefrem havnede hos Djævelen selv og skulle spille om sjæle – og hvis I tabte, havnede I i Skærsilden og blev sat til at – skære sild! Bagefter blev I fra Hjerting for øvrigt meget rost, fordi I havde været så gode til at spille med, det var jeg glad for at høre.

Årets gave fra præsten: 
   Men selv om spillet var sjovt, var der jo også en mening med det. I skulle finde frem til noget bestemt – hvad var det? Ja, der ligger et lille tip i den gave, som I konfirmander får af mig i år – for hvert år får konfirmanderne en gave af mig. Nok sjældent den fineste og forhåbentlig ikke den dyreste,– men meningen er jo også, at det skal være en lille tænke-gave. Den kommer her i en konvolut. I får nok andre konvolutter i dag – konvolutter med telegrammer, penge, gaver, men her er altså gaven fra pastor Nærigmand:
   En gammel nøgle!
   En gammel, brugt nøgle!  Og så er det for øvrigt meget forskellige nøgler, I har fået. Nogle er gamle, andre er moderne, store og små, en del er rustne, for alle nøglerne er brugte, jeg fik dem billigt af en låsesmed, og ingen ved længere, præcis hvad de hører til. Nogle passer til et hus, et skur, et skab – eller en bil, f.eks. en gammel Hanomag. Måske skal I vandre rundt resten af jeres tid med den nøgle i en snor omkring halsen og prøve jer frem – og en dag vil I finde den dør, den passer til…ahr, mon dog?
   Nå, men tilbage til rollespillet, det hed jo netop ”Luthers nøgle”. Og i begyndelsen troede I måske, at det var en bestemt nøgle, I ledte efter, noget lignende den I sidder med, sådan en rigtig nøgle af metal – men det var det ikke. Derimod var der på en af posterne, faktisk den jeg selv stod på, et billede af en nøgle – opgaven gik ud på, at I skulle finde ud af, hvilke bogstaver, nøglen var dannet af. Den samme nøgle er for øvrigt på den konvolut, I sidder med. Og I fandt frem til bogstaverne D-O-R-T-E – men skulle løsningen være ”Dorte”? -  Var Dorte Luthers nøgle? Det var den heller ikke, bogstaverne skulle byttes om, så der stod ORDET!  Det var Luthers nøgle – ”ORDET”.

Kan ord være en nøgle?
   Men kan en nøgle være et ord og kan et ord være en nøgle? spurgte jeg konfirmanderne på posten. Ja, det var de fleste med på, nogle kom i tanke om eventyret med Ali Baba og de fyrretyve røvere, hvor man skulle kunne sige ”Sesam, Sesam, luk dig op” – så ville der blive lukket op for hulen med alle skattene. Andre kom i tanke om, at der er noget, der hedder ”passwords”, hvor et kodeord kan lukke op for en computer. Kender man det rigtige ord, kan man lukke op og åbne for samtale og netbank. Men kender man ikke det rigtige ord, bliver man stående udenfor ligesom udenfor en låst dør.
   Jamen, spurgte jeg så konfirmanderne,  kender vi det med ordene som nøgle fra andre sammenhænge? Er der tilfælde, hvor ord kan lukke – og hvor ord kan lukke op? Ja, vi kender alle situationer, der går i hårdknude, fordi vi bruger de forkerte ord. Hvor vi bruger onde og hårde ord, så vi lukker for hinanden. Siger grimme ting der lukke munden på de andre. Vi har ligesom nøglen til situationen, og vi lukker, måske for at vise, at det er os, der bestemmer, os, der har magten
   Ord kan lukke i, det ved vi altså, men er der situationer, hvor vi kan finde ord, der kan lukke op, når det hele er gået i baglås, hvis vi ser bort fra computerverdenen  – Ja, ”Undskyld” nævnte de fleste. Så det kendte vi også – ord, der kan lukke op for en fastlåst situation. Undskyld, tilgiv, lad os prøve igen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige. Sådan kender vi heldigvis ord, der kan lukke op. Faktisk er det sådan, at ordet lukke og ordet lykke er i familie med hinanden. Vi mennesker kan lukke i og lukke op for hinanden – og det er lykken, når vi lukker op for hinanden!
   Ordet kan altså være en nøgle – en nøgle til vores lykke, vi er afhængige af, at nogen siger de rigtige ord til os – gode, stærke, kloge, rigtige ord, vi kan leve på. Ord, der giver os mod og glæde. Ord, der lukker livet op for os!
    Det er ikke tilfældigt, når en af dem, der har skrevet Bibelen, evangelisten Johannes skriver ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud og ordet var Gud”.
    Vi hører altså, at ordet kommer allerførst. At livet begynder med ord. At Gud skaber liv med sit ord.
  Ja, vi mennesker kan nok ikke skabe verden med ord. Men vi kan meget i det små med ord, lukke op og lukke i. Vi kan bruge ord til at skabe tillid og sammenhæng mellem mennesker, løse konflikter, hjælpe hinanden ved at sætte ord på. Ja, det kan ligefrem ske, at folk, der er alvorligt psykisk syge kan blive raske, ved at der bliver sat ord på nogle af de problemer, de slås med.
   Tilbage til Luthers nøgle: Et ord kan altså være en nøgle – det som Luther fandt ud af, var jo også, hvordan Guds ord var en nøgle til hans liv. At Gud ikke var en streng og fordømmende Gud, der ville rette på ham og kritisere ham, men at Gud ville hjælpe og støtte ham. Som I måske kan huske fra de skuespil vi lavede/Lutherfilmen var kirken kommet helt på vildspor.  Mange af kirkens folk var mere optaget af magt og penge end af hvad der var Guds vilje. Og man ville vise sin magt og betydningsfuldhed ved at bilde folk ind, at kirken bestemte, hvem der kunne komme ind til Gud. Faktisk var pavens symbol to nøgler over kors, for at vise, at det var kirken, der kunne lukke folk ind og ud af Guds rige. Og så havde kirken udviklet sig til et stort apparat med afladshandel, relikvier og præster som en slags nøglevogtere ved Himlens port.
   Men Luther fandt nøglen – og det var ganske enkelt, at vi ikke behøver helgener og paver for at komme til Gud. Vi skal bare tro på Guds ord.   Så Luther måtte sige fra over for hele det kirkelige apparat og alle dem, der gerne ville stå med nøglerne og bestemme, hvem der skulle lukkes ind og ude.  Det var ORDET, der var nøglen og det var ikke Kirkens magtapparat, der bestemte over den nøgle.

Hvad er så ORDET?
   Men hvad er så ORDET – hvad er så Guds ord? Ja, faktisk er det lidt drilagtigt, for i Kristendommen er det ikke et spørgsmål om, hvad der er Guds ord, men hvem, der er Guds ord. For Guds ord er Jesus.  
   Det lyder mærkeligt, hvordan kan Guds ord være Jesus – og hvordan kan Jesus være et ord? Men vel ikke mere mærkeligt end lige før hvor vi var enige om, at et ord kunne være en nøgle.
   Jesus er ORDET, fordi Gud gennem Jesu liv, gennem det som Jesus har sagt og gjort, har talt til os og fortalt os, hvordan Gud er og hvad han vil, at vi skal tro og gøre. Så Jesus er ikke bare et ord, han er et ”nøgleord”, der låser op for os.
   For i Jesu liv ser vi, hvad vi skal gøre: tro på Gud og i tillid til ham bruge livet til at vise næstekærlighed, tilgivelse, ansvar for de mennesker, vi har med at gøre.  Vi hører det i det, han siger og vi ser det i det, han gør. Vi ser, at vores Gud ikke er en fjern skikkelse på en sky eller et andet sted langt borte fra os. Han blev menneske og delte livet med os, både med dets glæder og sorger. For Jesus elskede også vores menneskeliv med dets glæder, hører vi i Ny Testamente. Han levede livet i øjenhøjde med mennesker, kæmpede, kritiserede de magtfulde, når de kom for højt op, opmuntrede de svage og gav dem nyt livsmod. Guds søn færdedes på lige fod med fattige, handicappede og forladte. Så når vi kommer i de hårde egne af menneskelivet kan vi vide, at der har Guds søn også været. Til sidst gik Jesus Skærtorsdag og Langfredag ind der, hvor det er allermest ensomt og smertefuldt at være menneske. I døden.  Men livet sluttede ikke der. Efter Langfredag kom Påskemorgen. Guds ord gik ikke til grunde, men opstod igen af døde. Det er håbet for os.
    Alt det, som Jesu liv indeholdt – det er Guds ord til os. De fortællinger må vi høre, dem må vi tro, det må vi leve vores liv på. Og i kirken skal vi ikke lukke folk ude og inde, men her er stedet, hvor vi prøver at holde os alle sammen fast på, at her er et sted, hvor vi kan finde tro, håb og kærlighed og hvor vi kan blive holdt fast på det, der er meningen med vores liv, det, der er vores livs opgave: Tro på Gud og hjælp til vores næste.
   Tro på ham, der lukker Guds rige op for os, og hjælp til at lukke livet op for vores næste og gøre livet bedre for hende eller ham.
   Har vi fundet frem til det, har vi fundet nøglen.
   Amen

Konfirmandtale 2009: Se med Kærlighedens Briller!

Kære konfirmander
Ja, så er festen godt i gang - kirkefesten - jeres konfirmation.

Jeg har lovet jer en gave - den kommer her.
- Et par briller. Hvorfor nu det?

Jo, for det første får et par briller jo én til at se rasende intelligent ud, (ligesom jeg selv gør).

For det andet så er meningen med briller, at de skal få en til at se tingene på en anden måde - forhåbentlig en bedre måde..
Men for det andet så er det jo også et par særlige briller.
Der er sat et hjerte på glassene. Et hjerte, som I ser igennem. I ser omverdenen, alle andre mennesker, I ser, ser I igennem det hjerte.
Det er altså ikke et par almindelige briller. Det er kærlighedens briller.
Og det er i grunden det, som vi har prøvet at beskæftige os en smule med her de sidste otte måneder ved jeres konfirmandundervisning; bagved det hele bag ved alle salmer og bibelhistorier og trosbekendelsen og film og alt det andet, så er det, der drejer sig om, det handler om, hvordan der bliver set på os - og hvordan vi ser på andre.
Hvordan Gud ser på os med kærlighedens øjne - og hvordan vi skal lære at se på andre med kærlighedens briller.
For det betyder noget, hvordan vi bliver set på.
Vi kender måske alle det, at blive set på med kritiske øjne, af nogen, der har noget imod os. Der er nogen som ser vores fejl og tror det værste om os, en lærer, der har set sig sur på en, , uvenner i skolen eller noget andet. Vi kender nok den følelse, det får ikke noget godt op i os, tværtimod. Vi bliver mindre og begynder måske at opføre os dumt eller fjollet, så det ender med, at vores kritikere får ret.
Nogen gange er det også os, der ser os sur på andre i en grad, at vi kun vil se deres fejl og slet ikke kan se, at de andre også har noget godt i sig.
Forhåbentlig kender vi så også det, at nogen ser på os med kærlige øjne. At der er nogen som kender os og som ikke synes vi er helt håbløse. Så retter vi os op og yder som regel noget bedre.

Hvad er det, Gud ser?

Sådan kan der være en verden til forskel efter om vi bliver set på med de stærke, hårde øjne eller med kærlighedens øjne. Og der er en forskel, om vi ser på andre mennesker med den ene eller den anden slags øjne.
Vi har her i kirken en stor illustration af, hvad det vil sige at blive set på med kærlighedens øjne, lige her bag mig med Robert Jacobsens altervæg. Det er en af Hjertings største attraktioner, folk kommer i busser langvejs fra for at se den - men egentlig er den lavet af værdiløst skrot, hentet på Esbjerg Havn. Gamle olietønder, kæder, maskindele, døre - en bunke metal, der lå og ventede på at blive smeltet om. Men Robert Jacobsen så på dyngen af kasseret jern med kærlighedens briller - han så mulighederne, der hvor andre så affald. Og han skabte så altervæggen, skabte de sjove og spændende figurer og overtrak dem med det rene guld. Han så noget andet end hvad andre så - og det kom der noget godt ud af.
På samme måde med Jesus, Guds søn, da han gik blandt mennesker - han omgikkes jo ikke kun folk, der var kloge og rige og smukke og succesrige. Han gik også blandt dem, der ikke havde så meget held i livet: Fattige, syge, udstødte, ludere og landsforrædere, Folk, der havde mærket onde og hårde øjne på sig. Folk, der blev set ned på, som blev bagtalt, folk som ingen forventede sig noget godt af.
Men Jesus var anderledes. Han gik iblandt dem, som andre så ned på, og fortalte dem, at Gud også elskede dem. At også de var Guds børn. Og det gjorde noget ved de mennesker. Tanken om, at de ikke bare var værdiløse skravl, som alle var ligeglade med eller så ned på, men at selveste Gud så på dem med kærlighedens øjne, at deres liv ikke var ligegyldige, at deres liv havde værdi. Og de rettede sig op ved den tro på, at Gud så på dem med kærlighedens øjne. De forstod, at Gud elskede dem lige meget hvad andre sagde. Og så fik de selv modet til at se på verden gennem kærlighedens briller!

Hvad er det vi skal se?
Det er så det, Gud vil have os til: At se verden gennem kærlighedens briller. Og hvad vil det så sige?
Ja, det vil sige, at I først skal have blik for alle de gaver, I får hver dag, uden at det koster noget: I kan stå op og trække vejret. I har evner og muligheder. I har familie og venner. I bor i et land med fred og velstand. I skal se, at det er ikke nogen selvfølge, millioner af mennesker har ikke det muligheder, I har. Det vil sige, at I skal have blik for alle de gratis gaver, I allerede har fået.
Vi bor i et land, hvor vi er så velbjergede, at vi glemmer at al den slags slet ikke er noget, der kommer af os selv. Derfor er det vigtigt at huske på, at intet af det, jeg har nævnt, er en selvfølge, og derfor skal vi være taknemlige
Men at se med kærlighedens briller handler ikke bare om, hvordan Gud ser på mig. Eller om de gaver, vi får.
Det handler som sagt om at lære at tage Kærlighedens briller på og se med Kærlighedens øjne.
Vi lever i en tid, hvor der er hård konkurrence om at være ovenpå. At bestemme, at være den, der sætter dagsordenen.
Det gælder i 7. A/B/C og andre steder. I den konkurrence tager vi ofte de hårde og stærke briller på og ser ned på de andre.
Ser de andres værste sider. Det er også tit det letteste at se ned på andre, så kan man bilde sig selv ind, at man er lidt bedre end andre.
Men hvis vi alle sammen tager de hårde briller på, så bliver det ikke rart at være der. Derfor er det, at vi skal tage kærlighedens briller på og se vores næste gennem dem.
Når Jesus siger: Du skal elske din næste som dig selv, handler det jo om at se. Se andre og leve sig ind i, hvordan det er at være dem. Hvordan har de det og hvad kan du gøre for dem? Se det menneske, der har brug for din opmærksomhed, din tid, din omsorg, dine kræfter. Der er altid noget, du kan gøre.
Nu er der sikkert flere af jer, der havde svært ved at fokusere med de her briller. Det skal minde os om, at med kærlighedens briller ser man ikke altid skarpt. Man ser for eksempel ikke andres fejl så tydeligt.
Ny Testamente fortæller om, hvordan det er at leve med kærlighedens briller: Tilgiv hinanden. Ikke bare en gang, men et utalligt antal gange. Elsk dine fjender. Bær over med hinanden,
Ber nogen dig om noget, så giv dem det og mere til. Og så videre. Det er ikke nemme krav. Nogle af dem nærmest umulige, men det er ikke desto mindre det, Gud vil have os til.

Latterlige?

Nu vil nogen sige, at I ser latterlige ud med de her briller på. Det gør I måske også. Heldigvis kan I tage dem af igen.
Men det sker også, at når man tager kærlighedens briller på, at så vil der være nogen, der synes, at man ser svag og latterlig ud. Når man siger nej til at være med til at bagtale en fra klassen. Eller drille eller være ond mod nogen. Eller være flink over for en, som andre måske ikke synes har fortjent det.
Så du bliver måske ikke en succes eller kommer i bladene eller på X-factor, når man går med kærlighedens briller.
Men måske kan du gøre en forskel for menneskene omkring dig. Og det er meget vigtigere i Guds øjne.

Jeg har brugt mange ord i den forløbne tid og også ved gudstjenesten her.
Nu må det have en ende, så vi kan komme videre,
Så jeg vil jeg bare nøjes med at sige til jer alle:

Husk kærlighedens briller. Det er med Kærlighedens briller, at Gud ser os, og det er sådan vi skal se hinanden.

Til lykke med konfirmationen.

Tale over en puslespilsbrik til årets konfirmander 2007

   Kære konfirmander.
   Jeg har en lille ting til jer.
   Jeg vil dårligt kalde det en gave.
   Lad os kalde det en lille tænke-ting, noget at tænke over.
   En konvolut med....
   En puslespilsbrik!
   Ja, I kommer nok til at åbne mange konvolutter i dag. Men hvor de andre konvolutter nok har telegrammer,  penge og gaver - så får I så her i kirken en  puslespilsbrik med kærlig hilsen fra "pastor Nærigmand"!

   Hvad er nu meningen med det?
   Ja, tænk en gang - denne puslespilsbrik, som du sidder med nu - det er et billede på dig selv. På mange måder.

   For det første: Når du lukker op for en puslespilsæske med tusinde brikker, så er den ene brik ikke så meget i sig selv.
   Der er så mange - de ligger bare i en stor rodebunke.
   Hvad er hvad? Hvor hører de hjemme og kan de overhovedet bruges alle sammen?
   Ja, vi ved dog, at hver eneste brik noget særligt, forskellig fra de andre. Ikke to brikker er ens.
   Men selv om hver brik er noget særligt, så er ingen brik nok i sig selv.
   Én brik er intet puslespil.
   Alle brikker er nødvendige for at kunne skabe et helt billede.

2)  Brikkerne har forskellige farver og former, blå, gule, grønne. Nogen med en stump af et træ, et hus, et vindue.
   På samme måde er du og de andre konfirmander forskellige.
   Nogle er er som hjørnebrikker - de bliver taget først, for de er så nemme at lægge.
   Nogle er bare helt ens  - det er himlen eller hav, og de bliver tit taget til sidst - men enhver ved, at de brikker er også nødvendige - det ses meget tydeligt, hvis der mangler en himmelbrik, den sidste brik for at det hele går op, selv om den har ligget længe i æsken og man har prøvet det ene og det andet sted, den passede ikke - men til sidst fandt brikken alligevel det sted, den hørte hjemme.
   Sådan er det også i livet. Det  kan tage lang tid at finde sin plads, måske mange år - men det kan lykkes, selv om det ikke lykkes lige med det samme.

3)  Nogle af de brikker vi har her er mere slidte end andre. Nogen af dem har måske bidemærker, fordi det her er fra da mine drenge var små.
   Igen ligesom med jer: Nogle af jer har livet allerede bidt lidt i; livet er ikke altid blidt og venligt ved os mennesker. Men der er brug for alle, også for dem af jer, livet allerede har været lidt hårdt ved.

   Puslespilsbrikker er skabt til at hænge sammen med andre.
   Nogle steder buler de ud, andre steder buler de ind. For en puslespilsbrik er nødt til at have noget fra de andre brikker - men den har også noget at give til de andre!
   Med andre ord: Det er vigtigt at finde sin rette plads, finde ud af, hvem man hænger sammen med.
   For vi mennesker er som puslespilsbrikker. Vi lever ikke for os selv. Vi hænger alle sammen sammen med andre mennesker.
   Bare se jer omkring her i kirken nu: På bænken ved siden af jer  sidder der nogen, som I hænger sammen med: Jeres forældre og søskende, bedsteforældre og andre fra familien. 
   Men også jeres kammerater.
   Nogen yder - nogen modtager - og så hænger man sammen.
   Sådan er det i livet: Der er er nogen, I er afhængige af jer, nogen, som I  kan give noget. Og der er nogen, som I er afhængige af, nogen, I får noget fra.
   For på den måde er menneskelivet også ligesom et puslespil: Man skal både kunne give og modtage for at der skal blive en helhed ud af det.

4)  Man skal sætte sin brik i spil. Hvis alle sidder og gemmer på deres brik, sker der aldrig noget.
   Så man skal turde prøve sig frem. Mærke efter, hvor man passer hen. Finde ud af, hvor man kan give noget, så man kan komme med lige præcis sit bidrag.
 
5)  Og så er der det med et puslespil, at ingen af brikkerne har det hele billede.
   Ligesom med livet: Hver af os brikker i livets store spil kan kun overskue en lille del af det hele. Hægter vi os sammen med andre brikker får vi et større billede.
   Men det hele overblik har kun Gud.
   Det er Gud som Skaberen har det store overblik over helheden. Han ved, hvordan helheden ser ud, men han er også den eneste.

   Lige før læste jeg for jer et stykke af et brev, det digt, der slutter med ordene om tro håb og kærlighed, der er skrevet af den mand, der hed Paulus, der skrev så mange lange breve i Ny Testamente. 
  Her har han skrevet et digt om kærligheden. (Det står i 1. Korintherbrev kapitel 13) 
   Da Paulus skrev sit digt, skrev han til nogle folk i byen Korinth. De kunne slet ikke at få "brikkerne" til at passe sammen.
   Det er ellers det, det drejer sig om i kristendommen.
   At finde sammen med Gud, men også af finde sammen med hinanden.
   (Det er derfor, vi kalder kirken "de helliges samfund" - et "samfund" er et sted, hvor folk har fundet sammen - og det er meningen er at vi mennesker skal finde sammen i kirken. 
   Men det gik galt for de her mennesker i byen Korinth.
   Fordi de alle sammen var så optaget af at være den bedste. De var hele tiden optaget af, hvem der var den  dygtigste, den klogeste. De folk kiggede ikke på det fælles puslespil, kun på deres egen brik.
   Så det gik elendigt for dem.
   Så var det Paulus skrev til dem og sagde:
   Kære venner, det er godt med alt det I ved og kan. Det er sikkert fremragende alt sammen. Men det hænger ikke sammen for jer. I tænker kun på jeres eget, og så  bliver jo bare en bunke isolerede brikker; der bliver ikke noget større billede.
   I skal tænke på, at det, det kommer an på er kærligheden.
   Det, det kommer an på, er at vi mennesker skal give og modtage hinanden, skabe fællesskaber, hvor alle kan finde deres plads - som et stort puslespil med sammenhæng - den dybe sammenhæng, med plads til alle brikkerne.
   I skal lære at give og modtage af hinanden og af Gud - så bliver der et puslespil ud af det.
   Kærlighedens puslespil - som er det bedste af alle verdens puslespil. Sådan omtrent sagde Paulus.
    Det er det kærlighedens puslespil, vi har prøvet at kigge noget på de sidste otte måneder. Kærlighedens puslespil er enormt, det er så stort, at det rækker helt ind i evigheden.
   Vi har kun nået at se på en lille del af det.
   Til gengæld bliver det jo opgaven resten af jeres liv:
At finde ud af, hvor I passer ind, hvor I kan give og modtage, finde jeres plads i livet, i sammenhæng med mennesker og Gud.
   Jeg ønsker jer alt godt med den opgave.
   Til lykke med konfirmationen.  

   Tomattale til konfirmanderne 2006. 

   Kære konfirmander!
   Jeg vil gerne give jer konfirmander en gave i dag.
Nok ikke den største gave, I får i dag – men den er fra mig!
   Jeg har tænkt længe på den gave, og at den skulle have  noget med vækst at gøre.
   Jeg kan godt lide det billede, fordi I jo selv  er sådan nogen, der vokser så gevaldig meget i disse år, både jeres kroppen der bliver lange og skifter facon – og jeres sind, hvor der også sker så meget.
   Så I skal have et billede af noget, der ikke er færdigt, noget der er i gang, noget der er ved at folde sig ud. Derfor gik jeg i Planteskole for at finde en blomst til jer, som I kunne have som minde om alt det der gror og vokser.

   Det endte med den her:
   En tomatplante…..
   Værsgo! Det er jeres fra nu af!
   Og grin bare, men der er fem gode grunde til at I skulle have en tomatplante i dag:
1) For det første går livet ikke altid som vi har planlagt.  
   Hverken I eller jeg havde regnet med en tomatplante!
   Det skal minde os om, at vi skal gå åbne ind i livet og huske på, at livet ofte bliver anderledes end vi troede.
   Men derfor kan det være godt nok alligevel.

2) Nu har I ansvaret for jeres plante. Og en tomatplante skal passes, hvis den skal overleve. Den skal helst stå i solen – så hvis I kan låne jer plads i et drivhus eller en sydvendt væg, der endnu ikke er helt plantet til, så vil det være godt. Og den skal have vand og gødning for at vokse.
   Tomatplanten skal minde os om, at livet er en gave.
Noget, som man har ansvar for og skal tage vare på.
   For livet er dejligt, men livet er også skrøbeligt, noget man skal passe på. Både sit eget og andres liv skal man passe på hver eneste dag for at det ikke skal visne og gå ud mellem hænderne på os.
3) Nu bliver sådan en tomatplante faktisk temmelig stor og tung. Derfor har den brug for noget at læne sig op ad. Noget, der kan holde den oppe.
   Det har vi mennesker også brug for – og derfor har vi også konfirmationen.
   Konfirmationen handler jo noget om, hvad der holder os mennesker oppe.
   Og hvad holder os oppe? Konfirmationen minder os om, at vi har lov til at læne os op ad Gud, ligesom tomatplanten læner sig op ad sin blomsterpind.
   Dengang du blev døbt, sagde Gud til dig:
Du er mit barn, jeg vil være hos dig alle dage. Gode dage og onde dage.
   Og i dag hører vi at Gud bekræfter det, han sagde dengang ved din dåb.
   Gud bekræfter, at han elsker dig. At du er hans barn og at han holder af dig.
   Du har fået lov til at stille dig ind under Guds magt og søge næring af hans ord og fortællingerne om hans søn Jesus. Du har fået mulighed for at fæste rødder i Guds jord. For ligesom planten skal have rødder for at suge næring til sig for at kunne vokse, har vi mennesker også  brug for rødder. Vi har brug for at høre hjemme et sted, hvor vi kan suge næring og styrke til at leve vores liv.  
   Og det kan vi hos Gud.
4) Hvis I passer på jeres plante og vander den hver dag vil den vokse og i løbet af et par måneder bære nogle flotte og lækre små røde cherrytomater! Og jeg kan sige med det samme, at det nytter ikke at være utålmodig. Planten tager den tid, den tager, for at sætte tomater og for at de bliver modne. Det nytter ikke at skælde planten ud eller ruske den.
   Sådan er det også i livet, sommetider må vi vente på resultaterne. Det kan måske være svært – nogle gange vil vi mennesker bare gerne have det hele her og nu – men de gode ting kræver sommetider af os, at vi indstiller os på at tage tingene med lidt tålmodighed.
  For det femte: Hvad er meningen med en tomatplante? Ja, meningen med en tomatplante er at den skal bære  frugt. Og det skal du også.
  Det er det, der er Guds mening med dit liv. Guds mening med dig er ikke, at du skal leve dit liv for at blomstre for dig selv, men Guds mening med dig er, at du skal sætte frugt.
   Hvad for noget frugt taler han nu om? tænker du måske. Tomater, æbler eller pærer?
   Nej, når Gud taler om at vi skal bære frugt er det selvfølgelig ikke æbler eller pærer eller tomater, men helt andre frugter, nemlig Kærlighedens frugter.
   Vi mennesker modtager et enormt overskud af kærlighed fra Gud, og det skal vi give videre. Bære kærlighedens frugter.
   Og kærlighedens frugter kan så være så meget, for kærlighed har mange former. Men kærlighedens frugter  kunne for eksempel være: Omsorg for de svage, kamp for retfærdighed, hjælpsomhed, venskab, familier, tilgivelse og forsoning, fred og tillid – al den slags er kærlighedens frugter, alt det er Guds mening med vores liv.
   Det gode er, at når vi sådan går på arbejde i Guds store gartneri, så er vi aldrig alene. Så kan vi søge ind her i kirken –  og Hjerting kirke har jo også vinduer så store som noget drivhus.
   Vi kan modtage Guds kærlighed og hans storslåede overbærenhed, som vi kan bringe med os ud i livet, hvor vi har vores opgaver og pligter.
   Vi har én at sige tak til, når det går godt, og én at gå til og bede til, når livet ikke lige bliver, som vi havde tænkt os det.
   Så vi kan finde hjælp og opmuntring hos den Gud, der er kærlighed, som vil give os af sin kærlighed, den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt.