Klik her for at komme tilbage til forsiden
Menu
Hjerting Kirke Hjerting Kirke

Om disse artikler

Om disse artikler

Tilbage til foregående side

Første gang jeg så et fotografi af Robert Jacobsens Kristusfigur, syntes jeg, at det var umådeligt grimt. Kristus lignede en plukket kylling; hvad skulle det nu til for?
Det skal til min undskyldning siges, at der var tale om et sort/hvidt fotografi og Kristus hang på en rå, mørk betonvæg.
Men ligesom man på en meget lykkelig måde kan blive klogere på andre mennesker og komme til at elske mennesker, man først var modvillig overfor, sådan er jeg også på en lykkelig måde kommet til at holde umådelig meget af Robert Jacobsens Kristus-figur og alle de andre figurer, der nu udgør altervæggen i Hjerting.

Jeg føler ganske enkelt en stor glæde ved at se altervæggen i Hjerting kirke og være til stede i rummet.
Det er måske netop på grund af min første modvilje at jeg har følt en vis tilskyndelse til at andre skulle dele den glæde, jeg har fundet i altervæggen.
Allerede kort efter altertavlens tilblivelse kom jeg i den situation, at jeg skulle vise kirken frem for forskellige mennesker, hvoraf en del var meget skeptiske over for moderne kunst i kirken. Det fortalte mig allerede ved indgangsdøren til kirken.
Således ansporet så jeg det som en udfordring at lukke værket op for mange af de mennesker, der normalt forskrækkes ved moderne kunst. Vejen frem var for det meste at knytte nogle fortællinger til figurerne, så tøede de fleste op.

Hjerting kirke og dens altervæg er antagelig det bedste stykke kirkearkitektur og kirkekunst på dansk grund i nyere tid.
Ved et forbilledligt samarbejde mellem menighedsråd arkitekt og kunstner blev der skabt et enestående værk
Det vellykkede ved såvel kirke som altertavle er i høj grad, at der arbejdes med en bevidsthed om tradition indenfor kirkekunst og - arkitektur, og dog har man haft modet til at tilføje noget nyt og selvstændigt.

I sidste del af det 20. århundrede har kunstnere haft store vanskeligheder ved at skabe billedkunst i kirken. Især blev det vanskeligt at skabe billeder, der forholdt sig til traditionen på den måde, at de f.eks. fortalte bibelhistorie.
Visse kunstteoretikere har hævdet, at man slet ikke kunne skabe kunst i kirken på den måde længere.
Robert Jacobsens altervæg er beviset på, at det kan lade sig gøre.
Med sin blanding af bibelske figurer og 'helt almindelige mennesker' har Robert Jacobsen vist, at det også er muligt her på grænsen mellem det 20. og det 21. århundrede at forbinde sig med den gamle billedtradition, uden at det bliver en kraftløs gentagelse.

Også for arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsen var det afgørende, at kirken indeholdt billeder, der ikke kun afspejlede en kunstners eget univers.
Kirkekunst måtte på en eller anden måde forholde sig til den store fortælling, der er kristendommen.
'Kirken skal ikke være et kunstmuseum eller en kunstnerisk legeplads. Der bør både for den udøvende og beskueren være tale om et forhold til 'fortællingen'. Det er i den, de to parter skal mødes', udtrykte arkitekten det.

Der er talt og skrevet en del om Hjerting kirke. Jeg har prøvet at fremdrage nogle af kunstners og arkitekts mest karakteristiske udtalelser, så deres egen opfattelse af værket kan fremstå.
Men ud over det forholder jeg mig frit og for egen regning især til Robert Jacobsens altertavle: Jeg er fuldt bevidst om, at jeg lægger noget ind i hans figurer, som han næppe selv har tænkt.
Nogen vil - måske med rette- kritisere mig for at gøre værket mere entydigt end det oprindeligt er. At ville tvinge det, der er nyt og overraskende til at være noget genkendeligt og dermed kontrolleret.
Hertil kan jeg kun sige, at hvis alle muligheder er åbne, så er de tanker, der er udsprunget af min fantasi, vel lige så gode som alle andre. Jeg ønsker ikke at udelukke andre fortolkninger derved. og kan heller ikke se, at jeg gør det.
Der jo netop det ved fortælling, at vi hører den og giver den videre, sådan som den talte til os og så bare slutte, som den gamle eventyrfortæller med ordene: '...og så må en anden fortælle videre.'
Sådan har Robert Jacobsen gjort det, og sådan må vi, der fortæller historien videre, også gøre det, trofaste mod traditionen og os selv.

Arne Mårup