Klik her for at komme tilbage til forsiden
Menu
Hjerting Kirke Hjerting Kirke

Det forkastede bliver det ophøjede

Tilbage til foregående side

I altertavlen i Hjerting kirke er Robert Jacobsen frem for alt historiefortæller. Han går ind under traditionen ved at bruge nogle af kristendommens centrale fortællinger, som han tilegner sig og gengiver sådan som han nu har hørt dem, jævnt og ligefremt.
Jeg tror, at det er derfor, så mange mennesker, der ellers står skeptiske over for moderne kunst og kirkekunst, synes om denne altervæg, fordi man genkender de bibelske grundfortællinger.
Fortælling er jo en fremstillingsmåde, de fleste umiddelbart kan forholde sig til.
Der er et liv og en menneskelig erfaring, som symboler ikke kan videregive på samme måde.

Materialevalget fortæller i sig selv flere historier.
Kunstneren var meget bevidst om, at Hjerting var hjemsted for fiskere og søfolk, som skulle kunne genkende noget fra deres egen hverdag, når de kom i deres kirke.
'For mig er fiskernes arbejde helligt. Med deres dunke, deres olie, ernærer de verden'
Derfor gik Robert Jacobsen på havnen og købte kasserede olietønder, kæder, døre og andet skrot.
Med sit blik for det uanvendeliges anvendelighed svejsede og hamrede mesteren det gamle jern til nye former og beklædte det med et lag af rent guld, inden det blev hængt op på altervæggen, det fineste sted i rummet. For pladsen bagved alteret er egentlig Guds egen plads.
En interviewer spurgte Robert Jacobsen, om det ikke var at gøre nar af menigheden, når han udfører kirkeudsmykninger af skrot?
'Nej. Jeg synes, at man ville gøre mere nar af dem i det øjeblik, man lavede skulpturerne i marmor og bronze. Nu er Hjerting jo et gammelt fiskerleje, så udsmykningen handler hovedsageligt om fiskernes liv. Det, at de arbejder ude på havet med at fiske, det er deres dagligdag. Og det er det, der skaber den tro, de har. Skrot er et levende materiale. Det er lige så levende som det, de selv arbejdet med hver dag.' .
Med Robert Jacobsens forfinede sans for det rigeste, mest oversete, bliver altervuggen en prædiken om, hvordan Gud kan bruge det kasserede og ringeagtede.
Da Jesus gik på jorden, omgikkedes han med mennesker, som andre så ned på, ludere og landsforrædere, syge og handicappede.
Nogen, som andre ikke syntes var værd at samle på. Det var dem, som Jesus samlede op - og det blev også dem, der senere skulle bringe budskabet videre.
Senere skrev apostlen Paulus det samme på en anden måde: 'det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting'.
Eller som det hedder i en af Jesu egne lignelser: 'Den sten, som bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen'
Gud kan skabe en fortælling af 'kasserede' menneskers historie og gøre det til en forgyldt historie.Og Guds egen søn blev også behandlet som affald, som skrot - han blev korsfæstet og hans lig var nær havnet på lossepladsen.
Men han er ikke kun den korsfæstede, han er også den opstandne. Den Guds søn, vi mennesker forkastede, er blevet den, vi samles om, den, der giver os håb og mod.
Tilsvarende er det skrotjern, mennesker engang kasserede, nu kommet til værdighed og har fået kirkens fineste plads.

                                                                                       Arne Mårup