Klik her for at komme tilbage til forsiden
Menu
Hjerting Kirke Hjerting Kirke

Den lille musikant

Tilbage til foregående side

Stjernen over BethlehemNær midten forleden sidder en af de små skikkelser, hvis navn og betydning er helt overladt til os selv og vores egen fortolkning.
Selv mener jeg bestemt, at der er tale om en musikant, der sidder med sin tromme, sit orgel, sin harpe eller basguitar og velfornøjet lader sit instrument lyde ved gudstjenesten.
Figuren minder i øvrigt om harpespilleren på omslaget af Højskolesangbogen.
Jeg ved at man skal afholde sig fra at tænke kunstnerens liv alt for snævert med i et kunstværk. Men jeg kan ikke dy mig. Figuren får mig til at tænke på Robert Jacobsens nære forhold til jazzmusik.
For han var storforbruger af jazz. Robert Jacobsen havde altid pladespilleren (eller hvad der siden kom til) kørende, når han arbejdede og var efter sigende ret bevidst om, hvad han spillede.Han havde en fin sans for rytmen og det satte noget i gang i ham.
Jazz er jo øjeblikkets og improvisationens musik og selv om det at lave skulpturer er et langt og sejt træk, er der meget jazzrytme i Jacobsens figurer.
Duke Ellington, Ben Webster og Charles Mingus var blandt favoritterne.
Selv om vi sjældent synger jazz, er musik og sang væsentlige ved gudstjenesten.
De hæver og bærer os gennem de kirkelige handlinger.
Folk siger tit til mig, når de skal vælge salmer til kirkelige handlinger, især begravelser: Nu må det ikke være for sørgelige salmer.
Jeg ved godt, hvad folk mener, og tier så ved de lejligheder stille med, at der for mig ikke findes salmer, der ender sørgeligt.
Der er salmer, der udtrykker livets alvor: sorg og smerte. Men de salmer udtrykker for så vidt bare den virkelighed, vi lever i.
Og så findes der så i øvrigt gode og dårlige salmer. Der findes salmer, vi synes godt om, og salmer, der ikke siger os noget.
Men der er ingen salmer, der ikke ender med at udtrykke et håb - det er jo derfor, de er salmer.
Enhver salme er båret af et håb til Gud. Og det er værd at mærke sig, at mange af de salmer, hvor håbet er udtrykt mest enfoldigt og barnligt, er skrevet af mennesker, der har stået i de allerstørste sorger og vanskeligheder.
Digteren Søren Ulrik Thomsen har skildret sine besøg i en række amerikanske kirker.
Det, der især gjorde indtryk var gudstjenesten i nogle af disse kirker, der lå midt i sorte amerikaneres meget fattige og hårde byområder. Mord og overfald hørte til dagens orden. Stort set alle de mennesker, der gik i kirke, havde mistet pårørende på grund af narko og kriminalitet. Og dog var hver eneste gudstjeneste præget af en levende takkesang til Gud.
Søren Ulrik Thomsen gjorde sine overvejelser over, hvor stor en værdighed, han mødte i kirkelivet disse ellers så trøstesløse steder og mærkede det som 'en ordentlig opsang til mig selv, der ikke i mindre grad end mine landsmænd lider af velstandens åndelige flommesyge.'
En del af disse menneskers værdighed kunne forklares ved, at den, der lever mest udsat, samtidig er den, som stærkest erfarer, hvor dyrebart livet er. Men dette var næppe hele forklaringen. 'Jeg tror, at de mennesker, jeg mødte i kirkerne disciplinerer sig til at værdsætte og tage vare på livet, sig selv og hinanden på trods af vilkårene'. Det er denne disciplinering af lovsangen, Thomsen ser som kernen i gudstjenesten. De sorte fattige skal hæve sig over deres barske betingelser for at indse, at livet er en gave. Af os kræves der en 'tilsvarende åndelig kraftpræstation, før vi formår at hæve os over rigdommens illusion om sikkerhed og begribe, at den tilværelse, vi bare tager for givet, altid er skrøbelig, og at vi ikke selv er det suveræne ophav til alle livets velsignelser...'Men denne på en gang banale og ufattelige indsigt - 'at livet under alle omstændigheder er en gave - dette mysterium kan kun fastholdes i ganske korte øjeblikke, og derfor i religionernes sprog må holdes svævende søndag efter søndag for at opdrage os selv til at perspektivere tilværelsen, hvad enten den er så barsk, at man tror, man er glemt af Gud, eller den føjer sig så villigt efter ens ønsker, at man fristes til at tro, man selv er Gud.'

                                                            Arne Mårup