Artikler

Artikler af Arne Mårup:

Narnia - Løven, Heksen og garderobeskabet.

Ringenes Herre (1) – en kristen film og roman

Ringenes Herre (2) – Magt og afmagt

Ringenes Herre (4) - Hvordan vi bruger den tid, vi har.

Ringenes Herre (5) - Du har ikke en chance - grib den!

Ringenes Herre (6) - At opgive sin magt

Ringenes Herre (7) - Et mål i tilværelsen

”Løven, Heksen og garderobeskabet ” - Evangeliet som eventyr 1

   Der er bøger, man vender tilbage til flere gange livet igennem.
   For mit vedkommende er det bl.a. de syv ”Narnia”-bøger af englænderen C. S. Lewis. Det er børnebøger, men jeg læste dem først som voksen. Og en af de største fans læste dem, da hun var bedstemor. Så det er aldrig for sent!
   Når jeg skriver om dem nu, er det fordi den første af dem lige er blevet filmatiseret. Den hedder ”Løven, heksen og garderobeskabet” og havde premiere juledag. Bøgerne kaldes også for ”Narnia-serien”, fordi de foregår i eventyrlandet ”Narnia”.
   Den C.S. Lewis, der skrev Narnia-bøgerne, var gode venner med Tolkien, der skrev ”Ringenes Herre”. De to havde meget tilfælles. Lewis og Tolkien var begge med til at skabe den type fortællinger, vi i dag kalder ”fantasy”. Og så var de begge to meget grebet af kristendommen.
   For Lewis’ vedkommende havde det nu ikke været nogen lige vej. Han havde haft en svær opvækst og var som voksen vred på Gud og overbevist ateist. Men så skete der det, at samtaler med bl.a. netop Tolkien fik ham til at blive kristen, da han var 32 år.
   I begyndelsen af 1950erne begyndte Lewis at skrive børnebøger. På det tidspunkt var han en anerkendt professor, og mange advarede ham imod at skrive bøger for børn. Han ville bare blive helt til grin! Men Lewis’ fantasi pressede på. ”Ringenes Herre” begyndte med at Tolkien skrev sætningen ”I et hul i jorden boede der engang en hobbit” – uden at Tolkien anede, hvad en hobbit var. Og på samme måde begyndte Narnia-bøgerne med, at billedet af  en faun med en grøn paraply blev ved med at dukke op i Lewis’ hovede. Lewis blev simpelthen nødt til at finde ud af, hvad det var med den faun – og så blev historierne efterhånden til, syv bøger i alt.
   Lewis stærke optagethed af kristendommen kom til at præge bøgerne. Det er heldigvis ikke sådan, at bøgerne er fantasiløse kopier af Bibelen, men ligesom i ”Ringenes Herre” ligger mange af kristendommens væsentligste temaer et sted nede på bunden af det hele.
   Lewis kunne huske, at han som barn havde haft en stærk modvilje mod kristendommen, fordi den havde været pakket ind i bestemte stive former. Der havde været et vældigt pres for at han skulle føle noget bestemt.
   Derfor ville han gerne give sine læsere stor frihed, bruge fantasi og følelse, og dog på sin egen måde fortælle kristendommens grundfortællinger i fri form som et vældigt eventyr.
   Man kan nyde ”Løven, Heksen og garderobeskabet” og de andre seks bøger i Narnia-serien som en god eventyrroman. Man kan også læse den som et ekko af en anden og større historie, nemlig kristendommen.
   Det vil jeg skrive lidt mere om i kommende numre af Hjerting-Posten. (Hjerting Posten februar 2006)
    
 

Ringenes Herre – en kristen film og roman

(Ringenes Herre 1)

I december kom så endelig den sidste del af ”Ringenes Herre” op i biografen.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har været vild med bogen, siden jeg læste den første gang. Mit eksemplar er slidt i laser.

Mennesker i alle aldre flokkedes i biograferne. Her forenes alle modsætninger for en stund i svimlende begejstring. Både venstreintellektuelle, borgerlige og monarkister kappes om at hylde „Ringenes Herre“.

Det er sjovt nok, at der er denne udbredte begejstring for bogen og filmen. I grunden er det jo et dybt kristent værk. Jeg ved godt, at man kan se filmen med stort udbytte uden at tænke spor over dette, men alligevel. Det er meget tankevækkende. Vi siger, at vi lever i et moderne (eller postmoderne) samfund, hvor den enkeltes lykke og forbrugerismen går forud for alt og ”de store fortællinger” har mistet betydning.

Hvordan kan det så gå til, at et usamtidigt, anti-modernistisk, anti-realistisk, dybt religiøst, kristent, romersk-katolsk værk fra 1950erne kan bliver et fælles samlingspunkt? Et værk, der hylder fællesskabet og et individ, der ofrer sig for den større sammenhængs skyld?

Forfatteren Tolkien var en overbevist katolik. Kristendommen gennemsyrer hans tankegang. Men i værket har han bevidst skåret alt fra, der kunne ligne henvisninger til kristendommen (eller for den sags skyld andre kendte religioner).

Men det, Tolkien gør, er at genfortælle de kristne grundfortælinger i et ikke-religiøst sprog. Han skriver om skabelse og syndefald, frelse og forsoning i eventyrets, mytens og legendens form så ikke-kristne kan følge med uden videre. 
Tolkiens mening om sine egne bøger var, at de skulle få mennesker til at genvinde, at undslippe og at trøste – alt det, som måske bedst kan samles i et enkelt ord: glæde. Glæden ved pludselig at se et glimt af en underliggende virkelighed eller sandhed. I et svimlende sekund at se, at verden er mere end hvad der kan vejes og måles.
Tolkien skriver i et brev, hvor han taler om Opstandelsen: „Jeg mener selvfølgelig ikke, at det evangelierne fortæller kun er et eventyr, men jeg mener meget afgjort, at det, de fortæller er et eventyr – det største. Mennesket, det historiefortællende menneske, måtte nødvendigvis forløses på en måde der var i overensstemmelse med dets natur: ved en bevægende historie.“ 

Hans Hauge, der er lektor i engelsk litteratur har gengivet det sådan her: „Der skulle forkyndes, uden at læserne opdagede det. De skulle forføres ind i troen. Det vil sige: Når de festklædte danskere med Dronningen og Tøger Seidenfaden i spidsen går i biografen for at se filmatiseringen … så har de været til gudstjeneste. De troede de var i biografen. Dronningen ved det naturligvis godt, men mon den antikristne kulturelite opdagede det?  … Der er dermed ingen problemer med at forkynde evangelium i vor tid. Det er da et godt budskab.“ (Kristeligt Dagblad 28.12).   (Bragt i Hjerting Posten, februar 2004)

Magt og afmagt  

(Ringenes Herre 2)

I sidste nummer af Hjerting Posten var jeg inde på dette med at ”Ringenes Herre” er gennemsyret af kristendom. Det er den på mange måder. Og den er det først og fremmest på ét punkt, nemlig i dens syn på, hvad magt og magtbegær er. 

Nogen har læst ”Ringenes Herre”, som om Ringen skulle være noget bestemt, for eksempel atombomben. Atombomben og truslen om en atomkrig var jo højaktuel, da Tolkien skrev sin bog. Atombomben var på en gang indbegrebet af den totale magt – og den totale ødelæggelse. Men så snævert skal man ikke læse bogen.

Bogen (eller filmen) fortæller, at den, der har Ringen, får en ufattelig magt. Men magten og kampen om magten ødelægger mennesker.

Høvdingesønnen Boromir, der i grunden er en ædel og stærk kriger, bliver ødelagt af sin stræben efter denne magt. Boromir syntes selv, at han kun ville bruge Ringen til noget godt, nemlig til at beskytte sit eget land mod ødelæggelse. Men for at få Ringen, begik Boromir forræderi mod sine fæller. Den ædle kriger blev ud fra de bedste hensigter til et morderisk og hensynsløst umenneske. 

For magten gør ond og hensynsløs. Magten gør, at skabningerne tror, at de kan sætte sig ud over alle normer. 

Magten gør korrupt. Og der er det særlige, at Ringen/magten især er farlig for de dygtigste og klogeste som troldmanden Gandalf og elverdronningen Galadriel.

Må jeg vende tilbage til nutidens Danmark og minde om de senere års mange skandaler blandt borgmestre og fagforeningsledere? Det var jo ikke dumme mennesker, der kom så frygteligt galt af sted. Det var netop særdeles dygtige mennesker med rige evner og strålende karrierer. Men det endte ynkeligt og tragisk, fordi magten forførte mennesker til at tro, at de kunne tillade sig alt.

Ringen og dens ødelæggende kræfter kunne for så vidt også være et billede på vores moderne samfund – vi har aldrig haft så stor viden og kunnen som i dag. Men samtidig er de mulige konsekvenser af vore fejltagelser blevet tilsvarende store. Tænk bare på forureningen og opvarmningen af det globale klima.

I ”Ringenes Herre” er magten skildret som noget ondt, der skal tilintetgøres. Men hvordan? for magten kan ikke tilintetgøres ved magt.  Ringen kan ikke hamres i stykker, end ikke af dværgenes økser. Ringen kan kun ødelægges ved at man giver den fra sig, giver afkald på at bruge den. Men det er frygteligt, næsten umuligt at slippe den. For Ringens magt er så stor, at selv den gode Frodo Sækker ikke formår at slippe den ved egen kraft.

”Ringenes Herre” er en myte – men den læner sig op af en anden historie.

For det er min påstand, at hele myten, de tre tykke bind om ”Ringenes Herre” ikke kunne være skrevet uden at en anden fortælling lå forfatteren i blodet, nemlig beretningen om Jesus og Fristelsen i Ørkenen.

Hvordan var det nu med den historie?

Jo, Jesus opholdt sig fyrre dage i ørkenen. Han fastede og forberedte sig på sin store opgave.

Da kom Djævelen til ham og fristede ham tre gange. Først med brødet – ikke alene kunne den sultne Jesus få brød nok til selv spise sig mæt, men med en uendelig mængde af mad kunne han skaffe sig alle de tilhængere, han ønskede sig.

Jesus sagde nej. Han ville ikke købe sig venner med mad på den måde.

Som det næste tilbød Djævelen Jesus, at han kunne springe ud fra det højeste tårn og lande midt på tempelpladsen i Jerusalem – uskadt. Et fantastisk mirakel. Folk ville strømme til og hylde mirakelmageren, tryllekunstneren. Men Jesus sagde nej. At imponere mennesker er ikke det samme som at vinde deres kærlighed.

Som det tredje tilbød Djævelen Jesus, at han måtte få magten over alle jordens riger. Alt måtte Jesus få – hvis han bare ville tilbede Djævelen. For uden et knæfald for det onde kan man ikke styre jorden.

Men Jesus sagde nej også til denne fristelse. Han ville ikke styre mennesker med magt. Han ville holde sig fri af det onde. Guds søn valgte kærlighedens afmagt frem for at gribe den magt, der altid indeholder en vis grad af ondskab.     (Hjerting Posten, marts 2004)

Om Hobbitter og om at blive som børn

(Ringenes Herre 3)

Hobbitter er egentlig nogle væsner, Tolkien selv fandt på. Hele den enorme roman ”Hobitten” og Ringenes Herre startede egentlig med at Tolkien sad og skulle rette et stort sæt stile. Som  Tolkien sad der med det lidt kedelige arbejde, skrev han pludselig på et stykke papir: ”I et hul i jorden levede der en hobbit”. Det var bare sådan noget, der faldt ham ind. Først bagefter blev han nødt til at finde ud af, hvad en Hobbit egentlig er. dvs. det var noget han måtte opfinde, for der var ingen, der nogensinde havde skrevet om hobbitter før. Og det blev indledningen til fire tykke bøger. 
Hobbitter er små mennesker, som også kaldes halvlange, fordi de er cirka halvt så store som mennesker. De er lidt som børn. Herredet, hvor de bor, er næsten som en dejlig have eller legeplads. De kender stort set ikke noget til krig eller den slags. De vil helst hygge sig derhjemme. Hobbitterne bor i huler i jorden, holder af rigelig og god mad, et godt krus øl og en pibe god tobak, der dog hos dem kaldes pibeurt. Så når Frodo og hans kammerater Sam, Merry og Pippin drager bort fra Herredet og ud i den farlige verden, er det historien om at blive voksen, at tage ansvar for andre. At bryde op hjemmefra og gå ud i en verden, der slet ikke er god. Hobbitterne er godhjertede og ærlige. Man skulle tro, at de ville gå under i en verden, hvor de onde og hårde har et stort ord at skulle have sagt. Men hobbitterne klarer sig godt over for det onde. Det onde kan ikke rigtig få magt over dem.  Det er måske fordi  hobbitterne ikke er så optaget af magt og rigdom som andre.
Jesus taler flere gange om, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige. ”Den, der gør sig lille som dette barn, han er den største i Guds rige.” – eller: ”Salige er de magtesløse, deres er Guds rige”. Det svarer vel til manges livserfaring: Så længe vi kun stræber efter at kontrollere og beherske andre mennesker, udelukker vi os selv fra at modtage. Kærlighedens rige – Guds Rige – kan kun komme ind hos det menneske, der har erkendt sin egen begrænsning og ufuldkommenhed: Den ydmyge - for at bruge et udtryk, der bestemt ikke er på mode for tiden. Eller: Guds barn.

(Hjerting Posten, april 2004)

Hvordan vi bruger den tid, vi har  

(Ringenes Herre 4) 

Hobbitterne, som vi hører om i Ringenes Herre, er et af verdens fredeligste folk. Det er meget længe siden, at der overhovedet har været krig i hobbitternes land, og hobbitterne foretrækker også et stille og roligt liv med et krus øl og en pibe tobak – eller pibeurt, som de kalder det. Den ufredelige verden udenfor kommer dem ikke ved.

Men selv en hobbit kan ikke altid gemme sig i sit hul. En dag bliver den fredelige Frodo Sækker  konfronteret med nyhederne udefra den store verden, om at onde kræfter truer, og at også hans verden er udsat. Frodo står over for et valg – skal han fortsat hygge sig i smug i sit hobbithul, eller skal han påtage sig en stor, besværlig, ja, næsten uoverkommelig opgave.

'Jeg ville ønske, at det ikke lige var sket i min tid”, sagde Frodo.

”Ja, det ville jeg også”, sagde Gandalf, ”og det vil enhver, der kommer til at opleve den slags tider i sit liv. Men det er jo ikke noget, de selv er herrer over. Det, vi er herrer over, er den måde, hvorpå vi bruger den tid, vi har”.

Sådan er vort livs vilkår. Vi kan ikke bestemme, hvad der sker os, hvordan vi rammes af sygdom, ulykke og død. Mennesker rammes meningsløst hårdt, skilles fra deres elskede. Livet kan være urimeligt, og der er ikke lykke nok til alle.

Vi kan ikke gøre noget ved, hvad vi har modtaget i vores liv. Hvad og hvordan vores forældre var, vores opvækstvilkår og medfødte evner. Det kan vi ikke forandre på. Men vi har indflydelse på, hvordan vi handler med resten af vores liv.

I livet kommer vi gang på gang til at stå i valgsituationer,

hvor vi skal vælge mellem det, der er livgivende og det,

der er livsødelæggende.

Det er såmænd ikke altid så dramatisk, det kan være små dagligdags ting, der alligevel indeholder et valg mellem det, der er livgivende og det, der er livsødelæggende.

Man skulle tro, at det var et let og indlysende valg at vælge mellem liv og død.

Hvem vil ikke vælge det, der fører til liv, lys, kærlighed?

Tænker vi.

Men i vores liv er det jo noget andet.

Det kan være så meget rustent, vi har med i vores livs bagage.

Der kan være sære onde kræfter, der har tag i os og får os til at gøre og sige ting, der er livsødelæggende .

Meget mere end vi bryder os om - og meget mere end vi synes at der er til at bære for os og for vores nærmeste.

Derfor er det jo sommetider det letteste at sige:

Livet er ikke livet værd.

Sommetider er det nemmest at vælge at give op, resignere, opgive at vente og håbe på noget godt.

Så bliver man i det mindste ikke skuffet!

At samtykke med håbløsheden og sige, at så kan det altså også være lige meget.

Men så bliver livet altså også derefter.

Så får dødsmagterne også lov til at tage det hele.

Men vi må ikke give efter for dødens og livsødelæggelsens kræfter.

Det er også det, vi siger i kirken, hver gang vi siger trosbekendelsen: Vi forsager djævelen og alle hans gerninger – så siger vi nej til de livsødelæggende kræfter.

For livet er livet værd.

Det er vores livs opgave, den opgave, vi har fået fra Gud:

at vælge livet; at vælge det, der giver livet videre.

Uanset hvad vi modtog,

uanset hvad vores udgangspunkt, hvad vores odds var,

da at kæmpe for at give livet videre i vores eget liv.

Der er ikke nogen, der siger, at det er nemt. 

Faktisk kan det være temmelig hårdt.

Man får ikke medaljer eller kommer i avisen for den kamp; uanset om man vinder store sejre i sit eget liv forbliver det meste af det en usynlig kamp, en kamp i ens eget sind.

Derfor er det alligevel af afgørende betydning, fordi det er her det afgøres om livet er livet værd.

Derfor må vi kæmpe for at forvente alt godt, kæmpe for at elske trods modgang og skuffelser og nederlag, stadig kæmpe for at troen, håbet og kærligheden skal have en plads i vores liv.

(Hjerting Posten maj 2004)

Ringenes Herre (5) - Du har ikke en chance - grib den!

I 'Ringenes Herre' hører vi om to forskellige småkonger, Denethor og Theoden.
Denethor og Theoden står begge over for en tilsyneladende uovervindelig fjende, den onde Sauron, og begge har mistet modet.

Den ene af dem, Denethor, er nok bogens mest tragiske skikkelse. Denethor er en klog mand, der har indsigt i mangt og meget. Som så mange vismænd har han en krystalkugle, en 'Palantir' hos sig. I denne Palantir har Denethor kunnet se ind i fremtiden. Han har set mørke syner med undergang og død, og det har fået ham til at miste modet.  
Denethor forstår ikke, at nok kan han få syner om fremtiden - men at den onde magt sorterer i dem, så han kun får onde varsler - så Denethor ser ikke muligheder. Han ser kun det, som kan gå galt.
Fjenden rykker frem mod byen og Denethor skal lede kampen. Men da første del af slaget går dårligt, synes han, at han ser alle sine mørke forventninger gå i opfyldelse. Og i et anfald af vanvid slæber han sin sårede søn ind i slottet og op på et bål. Han vil brænde sig selv og sin søn op.
Troldmanden Gandalf kommer til ham og prøver at tale ham til fornuft.
'Der er meget, du endnu kan udrette', siger han.
Men Denethor vil ikke opmuntres.
'Jamen, hvad ville du da have, hvis du kunne få din vilje?' spørger Gandalf.
'Jeg ville have, at tingene skulle blive ved med at være, som de har været i hele mit liv', svarede Denethor, 'og som de har været i mine forfædres tid før min, jeg ville være herre i denne by i fred og efterlade min stol til en søn efter mig….Men hvis skæbnen nægter mig dette, så vil jeg slet ingenting have, hverken et ringere liv eller halv kærlighed eller en ære, som er bragt til ophør!'
Og Denethor springer op på det ligbål, der er blevet lagt til rette og kaster en fakkel på det og brænder ihjel med krystalkuglen i hænderne. 
Den uhyggelige beretning om Denethor viser tydeligt faren ved at tro på, at livet kun kan give en mening, hvis alt bliver præcis sådan, som jeg har forventet mig det. 
Denethors modsætning er Theoden, som står i samme situation. Også han har mistet modet og håbet. 

Men her går det modsat.
Theoden bliver overbevist om, at han endnu kan gøre en forskel. Eller i det mindste falde med ære i et tappert forsøg på at forsvare sit land. Theoden vågner op og fatter mod, rider i kamp i spidsen for sine riddere. Han falder i slaget, men dør som en stolt og frit menneske med ordene:
'Det var en dyster morgen, en glædelig dag og en gylden solopgang.'

At fatte håb

Det er altså historien om to forskellige mennesker i den samme situation og
to forskellige måder at forholde sig på.
Denethor stirrede sig blind på det umulige og lukkede sig inde.
Theoden så ud over sin egen situation og gik ud til kamp.

Det er også det, kristendommen vil have os til: At løfte hovedet, se ud over os selv og fatte håb.
Søren Kierkegaard skriver i det skrift, der hedder 'Kærlighedens gerninger'  
'Det er ved hjælp af det evige, at kristendommen i ethvert øjeblik skaffer løft og udsigt'.
Kierkegaard skriver kritisk og med stor menneskekundskab om mennesker, der bliver opslugt af travlhed, men fordi de bliver opslugt af øjeblikkets travlhed, så glemmer de det evige, så glemmer de at se ud over øjeblikket. De ser kun øjeblikket og deres eget.
Så bliver de optaget af at slås om menneskelige positioner, misundelige og smålige. 
Da har kristendommen et håb til evigheden og til Kristus.
Håbet skaber løft og udsigt, siger Kierkegaard, han bruger endda udtrykket 'festlighed og højtidelighed'.
Luft og udsigt, så vi løfter blikket fra os selv og vort eget.
Ikke virkelighedsflugt, for meningen er jo ikke, at man skal hæve sig bort fra virkeligheden, men hæve sig over sin situation, se den i et andet perspektiv for at kunne gå fremtiden i møde med håb. 
(Hjerting Posten juni 2004) 

Ringenes Herre handler meget om mænd. Men der er også nogle kvinder. Vi hører om elverdronningen Galadriel, der måske er verdens smukkeste kvinde og meget klog og har indsigt i mange ting. Frodo er meget imponeret af hendes skønhed og klogskab, så på et tidspunkt spørger han hende, om hun ikke vil overtage Ringen. 'Den er for stor til mig', siger han. 
Det er en stor fristelse. Galadriel vil få en stor magt over mennesker. Hun siger:  'Du vil give mig Ringen frivilligt? I stedet for Den mørke Fyrste vil du skabe en dronning. Og jeg vil ikke blive mørk, men smuk og forfærdelig som morgenen og natten. Fager som havet og solen og sneen, der skinner på bjergene. Frygtelig som uvejret og lynet! Stærkere end Jordens grundvold. Alle skal elske mig og fortvivle!' Hun løftede sin hånd og fra den ring, hun bar dér, udstrålede et lys, der skinnede på hende alene og lod alt andet ligge skjult i mørket. hun stod foran Frodo og virkede umådelig høj og utåleligt smuk, forfærdelig og tilbedelsesværdig. Så lod hun sin hånd falde, og lyset falmede. Pludselig lod hun igen, og se! hun var blevet mindre, hun var igen en slank elverkvinde, klædt i hvidt, og hendes blide stemme var blød og bedrevet.
'Jeg bestod prøven', sagde hun. 'Jeg vil blive mindre og drage mod vest og blive ved med at være Galadriel!'
Lidt senere spørger også Sam: ' Jeg ville ønske, at I ville tage imod hans ring. I ville kunne ordne det hele. I ville kunne få dem til at holde op med at grave den gamle op og sende ham ud i verden. I ville sørge for at visse folk kom til at betale for deres beskidte handlinger.'
'Det ville jeg', sagde hun. 'Sådan ville det begynde. Men ak! Det ville ikke blive ved det. Vi vil ikke tale mere om det! Lad os gå!'
- Galadriel ved, hvor farlig magten er. Jo mere klog man er og jo mere man kan, jo farligere kan det være at få magt over mennesker. Det var det samme med Jesu fristelse i ørkenen, da Djævelen ville give ham hele verdenen, hvis han bare ville tilbede ham. Hvis man bare vil tage det onde i brug, så er der ingen ende på, hvad man kan opnå. Men det bliver derefter.
Der er ikke så meget romantik i 'Ringenes Herre'. Og dog har vi  kærlighedshistorien om elverprinsessen Arwen og kongen Aragorn. Arwen og Aragorn elsker hinanden. Men Arwen er en af de udødelige  elver, mens Aragorn er et dødeligt menneske. Hvis de skal have hinanden, må Arwen opgive sin udødelighed. Det er et stort offer at bringe - at opgive udødeligheden. Men det gør hun i en af de smukkeste scener i filmen.  
Arwen vælger at opgive den beskyttelse overfor døden.
At opgive sin sikkerhed for kærlighedens skyld, det har vi jo før hørt om én, der gjorde. Jesus, Guds søn. Han valgte at blive menneske, at blive født som et almindeligt barn endda af fattige forældre i en lille afkrog af verden. Han ville ikke have magt over menneskene, ikke rigdom, ikke et liv i luksus med stor villa og bil, swimmingpool og liggestol. Guds søn valgte et liv på støvede veje, blandt syge og fattige, ludere og landsforræddere, blandt ganske almindelige mennesker. Et liv i hengivelse for andre. Fordi han elskede os og fordi han ønskede, at vi skulle mærke den Guds kærlighed, der aldrig tænker på sin egen sikkerhed og bekvemmelighed, men altid på, hvad der gavner næsten.

Ringenes Herre (3) – om Hobbitter og om at blive som børn.