Klik her for at komme tilbage til forsiden
Menu
Hjerting Kirke Hjerting Kirke

Altervæggen - et sprængt univers

Tilbage til foregående side

De fleste, der for første gang ser Hjerting kirkes altervæg, bliver en smule forvirrede.
Danske altertavler er normalt nogle sorte trærammer omkring et eller flere malerier, velordnede og symmetriske.
Måske med tekster og fint træskærerarbejde.
Sådan har de danske altertavler været siden middelalderen og indtil midten af det 20. århundrede, hvor man stort set holder op med at fremstille altertavler til danske kirker.
Men hvad er dette her for noget?
De mange figurer sidder spredt ud over en væg.
Traditionelle regler for proportioner og tyngdelov er brudt. Visse billeder forestiller ganske vist noget, man kan se, hvad er, oven i købet noget man kan genkende fra Bibelhistorien. Men andre figurer er abstrakte og nogle kan man slet ikke placere i et traditionelt bibelsk univers.
Robert Jacobsens altervæg er ikke noget svært tilgængeligt værk.
Der er ikke nogen underforståede symboler, man skal have særlige forudsætninger for at afkode og forstå.
Med denne altervæg videregiver Robert Jacobsen ganske enkelt et kristent fortælleunivers på sin helt egen måde, ganske jævnt og ligefremt.
Det traditionelle og det moderne mødes her.
For eksempel tager Robert Jacobsen udgangspunkt i en traditionel inddeling af en altertavle og i middelalderlige traditioner for, hvordan billedet af Kristus skal se ud.
Og dog er han sin egen i brugen af sit yndlingsmateriale: jern, og aldeles fri i den måde, han skaber sine figurer på.

Men hvad med ophængningen, altervæg i stedet for altertavle?
De ældre altertavler er jo harmoniske og symmetriske, komponerede efter ganske bestemte principper.
De er blevet til i en tid, hvor man havde et meget velordnet verdensbillede.
Gud foroven, Helvede forneden og mennesker i midten, det var der almindelig enighed om.
Det kunne man sagtens sætte en velordnet ramme omkring.
Men sådan er vores verdensbillede i dag jo slet ikke.
Vores verdensbillede er jo sprængt i fragmenter. Helheden er brudt. Mange stumper svæver frit i luften, uden sammenhæng.
'Vi erkender i brudstykker' siger Paulus. Og sådan er det vel også vel også med denne altervæg. Den er sammensat af brudstykker og som sådan svarer den også til vore liv.
Vores tradition med hensyn til altertavler har ofte været at vælge et enkelt billede ud: Kristus på korset, Jesus som lærer eller helbreder. Motivet har ofte været bestemt af, hvilken kirkelig retning, der dominerede på stedet. Her har vi flere forskellige billeder på én gang, både fra Det gamle og Det nye Testamente. Jesus er - som i en tegneserie - flere steder ved siden af hinanden. Der er noget, vi genkender fra bibelteksten, og der er noget, vi ikke kender fra teksten.

At brede sig ud over en hel kirkevæg er nu heller ikke udelukkende noget moderne.
Ser vi på middelalderens kalkmalerier, ser vi også, hvordan billeder af engle, djævle og mennesker svæver rundt mellem hinanden uden hensyn til den almindelige tyngdekraft.
At menneskeskikkelserne ikke er lige store er med til at give altertavlen dybde. Nogle figurer står ligesom længere væk end andre. Det er også en tilbagevenden til et gammelt princip, hvor mennesker ikke afbildes i naturligt forhold til hinanden, men får størrelse efter deres betydning.

I ældre tid blev kongerne f.eks. tegnet større end deres stormænd, stormændene større end bønderne.
Så var man ikke i tvivl om, hvem der var mest betydningsfuld.
Det samme princip er fulgt her: Det væsentligste er det største.
Kristusfiguren er den dominerende.
'Vi går ud fra Kristus' sagde Robert Jacobsen, da ophængningen skulle tage sin begyndelse. Det gælder ikke alene for altertavlen, men for hele kirken: For en gangs skyld går vi ikke ud fra os selv og vort eget.
Vi kommer for at høre en anden og større historie. Derfor går vi ud fra Kristus, fra Guds historie.
Ud over Kristus i centrum er der særligt to bibelske motiver, der træder tydeligt frem, nemlig Adam og Eva ved Kundskabens træ (til venstre), og Kristus, der vandrer på søen blandt fiskerne (til højre).
Her følger Robert Jacobsen den gamle skik, at motiver fra Det gamle Testamente anbringes til venstre for beskueren, motiver fra Det ny Testamente til højre.
Men der er ingen tvivl om, hvad der er den vigtigste figur på altervuggen:
Kristus i midten er den største, den, der samler rummet, som giver et holdepunkt midt i det spredte og stykkevise. Den, der gør en afgørende betydning i det tilsyneladende sammenhængsløse.

                                                                                                      Arne Mårup