Klik her for at komme tilbage til forsiden
Menu
Hjerting Kirke Hjerting Kirke

En kirkevandring

Tilbage til foregående side

Hjerting Kirke
Hjerting kirke ligger malerisk på toppen af den grønne bakke med udsigt til Ho bugts vande.
Midt i det 700 år gamle fiskerleje ved Vesterhavet, og midt i de dødes have, kirkegården, hæver kirken sig som stedets beskytter og vartegn.
Udefra set ligner Hjerting kirke mange af de gamle vestjyske kirker med hvidkalkede mure og gråt blytag. Enkel og afdæmpet.
Men trods det genkendelige er der tale op et opbrud, for de gamle traditionelle former er sat sammen på nye måder.
Når man passerer det grønne dige, som omkranser kirkegården, befinder man sig på det sted, hvor der tidligere lå en gammel landbohave. I kirkegårdens sydlige del, den smukke skråning med havudsigt, kan man stadig se havens frugttræer.
Som ved vore gamle kirker skal vi gå henover kirkegården for at komme til kirken.
Turen over de dødes have er en del af forberedelsen til at gå i kirke. Vi mindes vore venner under jorden, dem, der gik forud for os. Og måske tanken om at vi - levende og døde - alle er en del af samme menighed.
Oppe fra kirken løber en rød, klinkebelagt sti som et vandløb ud mellem gravstederne. Fra våbenhuset, over kirkegården, ind i kirkens møderum og kontorer.
Stien binder levende og døde sammen og får kirke og kirkegård til at udgøre et hele.
Det er græssets grønne farve, der præger haven. Her må ikke anvendes grus,
Derfor bliver denne 'stille have' ikke et dødt månelandskab som visse andre kirkegårde, men præget af levende vækster.
Fra sydsiden af kirken har man en enestående udsigt over den ældste del af Hjerting og over Ho Bugt, den nordligste ende af Vadehavet. Man kan se øen Langli og halvøen Skallingen, der med sin lange klitrække i horisonten ligner fjerne, sneklædte bjergtoppe.
På grund af tidevandets og lysets skiften, forandrer landskabet sig hver time dagen igennem. Ikke alene hver årstid, men hver time på dagen har sit absolutte særpræg.
Solen falder snart tæt på, snart langt væk, muslingebanker dukker op af bølgerne og forsvinder igen, døgnet igennem.